Cerebral parese er forårsaget af udviklingsforstyrrelser i hjernen – eller beskadigelse af hjernen enten i fosterlivet, ved fødslen eller umiddelbart efter fødslen.
De mest dramatiske udviklingsforstyrrelser i nervesystemet opstår meget tidligt i fosterlivet – i 3-5.uge – hvor neuralrørets lukning normalt finder sted.
Den hyppigste årsag til cerebral parese er ernæringsforstyrrelser i fostrets hjerne, der skyldes problemer med blod- eller iltforsyningen. Omkring 20.-36. graviditetsuge (gestationsuge) er det periventrikulære område (området tæt på hjernens hulrum) særligt følsomt for ændringer i blodgennemstrømningen. Det kan enten manifestere sig i en såkaldt leukomalaci, hvor der ses skader i den hvide substans med efterfølgende ardannelse, eller i regulære blødninger. Efter 36. graviditetsuge er hjernebarken og basalganglierne, der er de centrale dele af hjernen, mest følsomme for skader, hvad enten disse er forårsaget af ændringer af hjernens gennemblødning eller skyldes en generel iltmangel.
Medfødt cerebral parese kan således opstå indenfor tre forskellige tidsperioder. Er der tale om regulære misdannelser af hjernen, er skaden sket før 20. graviditetsuge. Mellem 20. og 36. graviditetsuge ses hovedsagligt skader i områderne omkring hjernens hulrumssystem, mens læsioner efter 36. uge sædvanligvis inddrager hjernebarken (cortex) eller basalganglierne.
Risikoen for forstyrrelser i hjernens gennemblødning, og derved udvikling af iltmangel, stiger med faldende gestationslængde og fødselsvægt, og det antages, at årsagen til cerebral parese i 75% af tilfældene opstår i 20.-36. graviditetsuge.
Blandt børn med fødselsvægt under 1500 gram, udvikler 10-15% cerebral parese, ofte i form af en diplegi. Hos børn født til tiden kan både ses forekomst af hemi-, mono-, di- og tetraplegi. Også her skal årsagen hyppigst ses i skader, der er sket før fødslen.
Tidligere tiders opfattelse af, at årsagen til cerebral parese helt overvejende skulle findes i manglende ilttilførsel under fødslen, kan således ikke længere opretholdes. Det drejer sig oftest om enten en hjerneabnormitet opstået inden fødslen, eller i de tilfælde, hvor barnet er født for tidligt, en hjerneskade, der er opstået dage/uger efter fødslen, hvor barnet f.eks. på grund af manglende lungemodning, har svært ved at ilte blodet tilstrækkeligt.
Kun i omkring 10% af tilfældene er hjerneskaden opstået under fødslen. Børn med ataktisk cerebral parese opfattes overvejende som tilfælde, der skyldes arvelige faktorer.
